1. søndag efter påske

Click here: => guituaramo.fastdownloadcloud.ru/dt?s=YToyOntzOjc6InJlZmVyZXIiO3M6MzA6Imh0dHA6Ly9iYW5kY2FtcC5jb21fZHRfcG9zdGVyLyI7czozOiJrZXkiO3M6MzQ6IkR1IGVsc2tlciBtaWcgZGV0IHZpZG5lciBrb3JzZXQgb20iO30=


Gud kan ikke bygge et forhold på synd, da Han er ren og hellig. Jesus gjorde det »én gang for alle« Hebr 10:10. Vi har været sammen i lidt over et halvt år, og igår var jeg til en fest uden ham.

Jeg elsker at læse med på din blog, fordi du bare er dig. Syndens natur i mennesket havde frit spil og man handlede ud fra den tilskyndelse synden gav. Var han en dygtig lærer i ingeniørvidenskab, matematik eller naturvidenskab?

1. søndag efter påske

Hvis du er Kristus, så sigos det ligeud,« siger jøderne. Og Jesus svarer: »Mine gerninger vidner om mig. Og til slut: »Jeg og Faderen er ét«. Jesussiger, at han er den ventede Messias, og at han er ét med den almægtige Gud, himlensog jordens skaber. Derfor er det også noget vrøvl, når f. Det er blandt andetdet, som han siger her. Men han siger det også andre steder: »Er du Kristus,den Velsignedes søn? « Jesus svarede: »Det er jeg. Så det erikke, fordi Jesus ikke udtrykker sig utvetydigt om, hvem han er. Tværtimod, hansiger det så umisforståeligt, at han bliver korsfæstet, dømt forgudsbespottelse. Mener Jesus en bedrager, som bliver korsfæstet med rette? Eller er det Guds egensøn, som de klynger op på korset? Det er den afgørelse, som Jesus stillerethvert menneske overfor. »Kender I mig, vil I også kende min fader« Joh14,7. Så tæt er foreningen mellem Gud og Jesus, at vi i ham lærer Gud selv atkende. Spørgsmålet er, hvordan vores forhold til ham er. »Mine får hører minrøst, og jeg kender dem, og de følger mig. « Det rette forhold mellem Jesus ogos er som forholdet mellem hyrden og fårene. Når fårene følger hyrden, er detikke tvang; men de gør det i en tillid til, at hyrden fører dem det rette stedhen. »Han leder mig til det stille vand, han leder mig ad rette stier«, Ps23. Deter den tro og tillidsfuldhed, som Jesus kalder os til. En tillid til, at intetskal rive os ud af hans hånd. En tillid til, at han kender os og elsker os. Hanvil føre os ad rette veje og vil værne os imod alt ondt og føre os til detevige liv. Hvordankan det da være, at nogle tilsyneladende har lettere end andre ved at tro påJesus? Hvorfor afviser jøderne ham? »Itror ikke, fordi I ikke hører til mine får«, siger Jesus til dem. Det er jo etdybt problematisk udsagn. For betyder det, at det på forhånd er bestemt, hvemder skal høre til Jesu får, og hvem der ikke skal? At der med andre ord er noglemennesker, som er forudbestemt til at kunne tro, mens andre ikke kan? Det ersvimlende at tænke på eller at gøre sig sådanne overvejelser. Hvis Gud påforhånd har bestemt, hvem der skal tro, og hvem der ikke skal, så kan vi jointet stille op. Så er det hele lige meget og komplet uforståeligt. Så kan vilige så godt lade stå til og overlade det hele til Gud eller vores skæbne. Mendet er bare ikke lige meget, hvad vi gør. Det er et paradoks, at frelsen på denene side alene er i Guds hånd, Alt står i Guds faderhånd , og det på den andenside er vigtigt, hvordan vi modtager ham. At vi tror ham, kender ham, kalder påham og følger ham. Der er den samme gensidighed mellem Gud og mennesker sommellem to elskende. Her er det heller ikke nok, hvis den ene af parterne elskerden anden. Det er nødvendigt, at kærligheden gengældes, og at begge parterkender og elsker hinanden. Dennorske præst og forfatter Carsten Isachsen fortæller om et forunderligtfænomen, som nogle forskere for nogle år siden opdagede, da de studerede fuglepå øen Røst i det yderste Lofoten. Carsten Isachsen besøgte stedet og fik herfølgende fortalt af forskerne: »Vi hentede et fugleæg i en rede to dage førudklækningen. Ægget blev bragt ind tilforsøgsstationen og udklækket ad kunstig vej. Efter en uge tog viden ugegamle fugl med tilbage til fuglefjeldklippen og lagde den et helt andetsted, langt fra moderens rede. Og så lagde vi os på lur. Kort efter kommer enmålbevidst fugl styrtende ned gennem mylderet og snupper fugleungen og bringerden tilbage til den rigtige rede. Lydmålinger har vist, at ungen allerede iægget skaber sin egen lyd, anderledes end andre fugles skrig. Det menneskeligeøre kan ikke skelne fuglenes lyde fra hinanden, men blandt hundrede tusindergenkendte moderen den lyd, hun havde hørt i ægget fra sin egen ufødte unge. « Tænk,at moderen mellem hundrede tusinder andre fugle kendte sin egen unge. Det lyderfantastisk, og alligevel er det ikke mere fantastisk, end at forældre ogsåblandt hundrede tusinder af andre børn altid vil kunne genkende deres egetbarn. Iberetningen om fugleungen er der også en pointe i, at ungen netop ikke varpassiv. Den lå ikke stille og passiv hen. Den brugte sin stemme påat kalde på sin mor. Hvis den ikke havde kaldt, men havde forholdt sig tavs,havde moren ikke kunnet finde den. Kan det ikke sige noget om forholdet mellemGud og os? IPeters pinseprædiken hedder det: »Enhver, som påkalder Herrens navn, skalfrelses. « Det er et løfte om, at Gud hører vores bøn. Gud er som en fuglemor,der har mistet sin unge, eller som en hyrde, der søger og leder og genkendersit får, der er kommet væk. Deteneste, vi skal gøre, er at kalde på ham, tro ham og tage imod ham. Hvis ensiger: Jeg kan ikke tro! For sværere og mereindviklet er det ikke. Bed, og Gud vil bønhøre dig. »Hvadskal vi gøre, brødre? « spørger de anfægtede tilhørere Peter og de andre apostleefter Peters pinseprædiken. Og Peter svarer: »Omvend jer og lad jer alle døbe…« 736: Den mørke nat 664: Frelseren er mig en hyrde god 390: Gud, lad dit ord i nådelykkes -- 662: Hvad kan os komme til for nød 375: Alt står i Guds faderhånd Steen Skovsgaard.

Og jeg har tit tænkt, at det ville være en meget underlig situation, at stå ved siden af dig og føle man kender dig så godt, uden at du aner hvem man er. I Kongressen venter man på at godkende en lov som siger, at selvom barnet overlever abortprocessen, så kan moderen vælge om hun vil tillade barnet at bliver kasseret. Til sidst henviser Paulus til en yderst vigtig vision, som han modtog ca. Jeg deler livet sammen med min mand og vores 2 skønne drenge på 10 og 6 år. « Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær. Israel er jo selvfølgelig ikke et folk der er mere onde eller syndige end resten af verden. Kærligheden, Jeg har til dig, er grænseløs; kom; 10. Gør godt mod dem, som hader jer. Den må i stedet vise mennesker, at det er fællesskab og næstekærlighed til hinanden, som er den grundlæggende identitet.